FAQ
HVAD ER KIROPRAKTIK?
Kiropraktik er en manuel behandlingsmetode, som fokuserer på at opretholde sundhed og behandle nervesystemet, musklerne og skelettet.
Hovedfokus ligger på selve rygsøjlen (fra kranie til hale), som undersøges for nedsat mobilitet/bevægelighed. Målet med den kiropraktiske behandling er at optimere bevægelighed og nervesystemets funktioner samt reducere smerte.
HVAD ER FYSIOTERAPI?
Fysioterapien har mange behandlingsmetoder, som både kan stå alene eller kombineres med kiropraktisk behandling. Fysioterapien inkluderer både manuelle behandlingsmetoder, som jeg primært bruger til bløddelsvævet herunder musklerne samt genoptræningsøvelser.
HVAD VIRKER KIROPRAKTIK & FYSIOTERAPI PÅ?
Behandlingerne kan bl.a. virke på:
-
Smerter ifbm. degenerative lidelser fx hofteledsdysplasi, albueledsdysplasi og spondylose
-
Gigtsmerter og kompensatoriske udfordringer som følge af at have en kronisk lidelse
-
Skader ifbm. sport eller leg
-
Adfærdsmæssige problemstillinger bl.a. lydangst og stress (som oftest har en uopdaget smertekomponent)
-
Inkontinens
Min erfaring er at lige netop disse to behandlingsmetoder supplerer hinanden rigtig godt. Kiropraktikken kan give en hurtig og effektiv smertelindring og fysioterapien kan forebygge at problemerne kommer tilbage.
ER KIROPRAKTIK FARLIGT OG GØR DET ONDT?
Det korte svar er nej. Kiropraktik er en blid behandlingsform, som ikke kan skade dit dyr. I det øjeblik, man justerer noget, kan det føles en smule ubehageligt. De fleste dyr vil føle lettelse umiddelbart efter en justering, da muskelspændinger løsnes. Kiropraktik på hunde kan ikke sammenlignes med kiropraktik på mennesker, og navnet kan næsten være en smule misvisende. Det er fx meget sjældent at et hundeled giver det karakteriske knæk vi kender fra human kiropraktik
HVOR MANGE BEHANDLINGER SKAL MIT DYR HAVE?
Antallet af behandlinger afhænger af mange ting. Tilstande, der har stået på i måneder eller år kræver flere behandlinger end nyopståede problemer. Derudover er der en tendens til hurtigere respons på behandling hos unge dyr. Forvent at dit dyr skal have 2-6 behandlinger. Nogle dyr har brug for vedligeholdende behandling resten af livet - især hvis dit dyr har en kronisk diagnose i bevægeapparatet fx hofteledsdysplasi eller gigt. Det er ikke altid muligt for mig, at give et estimat på antallet af behandlinger til vores første møde, da det tit afhænger af behandlingseffekten efter 1-2 behandlinger. Så snart jeg kan give et estimat, bliver du selvfølgelig inddraget.
ER DER NOGEN BIVIRKNINGER VED BEHANDLINGEN?
Efter behandlingen skal dit dyr holdes i ro, da det formentlig vil være træt resten af dagen. Derudover er der ingen bivirkninger af behandlingen.
HVAD SKAL JEG FORVENTE AF FØRSTE BESØG?
Den første konsultation foregår enten på klinikken eller hjemme hos dig. Du skal forvente, at det tager ca. 1 time på klinikken og op til 1,5 time til et hjemmebesøg. Fokus er primært på smerteudredning, hvor jeg kortlægger din hunds udfordringer, så vi ved, hvad vi skal arbejde med fremadrettet. Din hund vil også modtage indledende behandling.
Det er en god idé at medbringe lækre godbidder, som du ved din hund kan lide, så oplevelsen bliver så positiv som muligt.
SKAL JEG HAVE SET MIN EGEN DYRLÆGE FØRST?
Det er altid en god idé, at din egen dyrlæge har set dit dyr først. Det kan være en stor hjælp, at der er taget røntgenbilleder af problemområderne, så jeg ved, hvad jeg har at arbejde med. Du er altid velkommen til at kontakte mig og høre, hvad jeg vil anbefale. Hvis du er henvist gennem egen dyrlæge, må du meget gerne bede dem sende journal og evt. røntgenbilleder til min mail.
DÆKKER MIN FORSIKRING BEHANDLINGERNE?
De fleste sygeforsikringer vil dække behandling hos mig. Hvis du er i tvivl så læs din police eller kontakt forsikringen og hør om de dækker smerteudredning og behandling.
HVORDAN BETALER JEG?
Vi afregner efter hver konsultation. Du kan betale med Dankort, Visakort og Mastercard. Jeg tager IKKE mobilepay.
ÅBNINGSTIDER
Mandag: LUKKET
Tirsdag: Lige uger 14-18 og ulige uger 10-15
Onsdag: 8.15-13.15
Torsdag: 11.30-16.30
Fredag: 10-13
Klinikken er lukket i weekender og helligdage
TIDSBESTILLING
Kan enten ske online HER eller telefonisk på 53526064. Det er ikke muligt at bestille tid over sms eller mail.
RECEPTER
Send mail/sms vedr. fornyelse af recept senest 2-3 hverdage før du løber tør for medicin. Så er du sikret, at din hund ikke står uden medicin.
AFLYSNINGSPOLITIK
Du skal aflyse senest 24 timer før din konsultation. Ved for sen aflysning betales 50% af ydelsens pris. Sene aflysninger er ærgerlige, da jeg oftest har sagt nej til en anden, der kunne have haft glæde af tiden.
JEG HAR KØBT EN WORKSHOP, MEN KAN IKKE FINDE ADGANG TIL DEN?
Når du køber en workshop, vil du få et downloadlink, hvor der står alt hvad du skal bruge. Dette link fremgår både på "Tak for dit køb", men bliver også tilsendt i en separat mail bagefter. Husk at tjekke spammappen, hvis du ikke kan finde linket. Det er meget vigtigt, at du husker at downloade dine filer indenfor 30 dage, da de ellers udløber og du mister adgang til det købte materiale.
